Value: http://egebakken.dk/husene/

HuseneIndgang

Husene på Egebakken er tegnet af Michael Sten Johnsen fra Tegnestuen Vandkunsten og er specielt designet for aktive mennesker uden hjemmeboende børn.

Både boliger og landskabet udenom er udformet i en smuk arkitektonisk helhed, og husene er designet, så den ene ende åbner sig mod indgangssiden og fællesskabet, mens den anden ende er mere privat med vinduer ud mod gårdhaven. Der er tale om et samlet byggeri på en 23.000 kvm stor grund, hvor hver bolig har et privat areal på 300 kvm inkl. huset, og resten er udlagt som fællesareal. Med en bebyggelsesgrad på kun 16% er der masser af luft omkring husene .

Hver bolig består af et hovedhus på ca. 85 kvm., som i princippet er ens for alle, med en gårdhave mod vest og en ankomstplads mod øst. Ejerne har efter eget ønske kunnet udvide med forskellige moduler, og det har givet boliger med størrelser fra 105 op til 150 kvm. plus eventuel carport, skur og drivhus/havestue. Inden for nærmere fastlagte rammer har det desuden været muligt at indrette sig individuelt inde i husene. Der er højt til loftet i hovedhuset med ca. 3,5 meter i den lave side og 4,5 meter i den høje. De højtsiddende vinduer giver et meget spændende lysindfald i det store smukke rum.

Materialerne er valgt med omhu både for at skabe smukke, karakteristiske huse og for at reducere vedligeholdelsesudgifterne. De mørke hårdt brændte mursten er fra Petersen tegl, vinduer og døre er udvendigt af aluminium, træbeklædningen er sibirisk lærk og taget er af zink. Der er gulvvarme med gasfyr i hvert hus, og husene opfylder krav til ældreboliger, uden at det kan ses. Gårdhaver, badeværelser og køkkener er ligesom indretningen i øvrigt præget af ejernes individuelle smag.

Fælleshuset på ca. 160 kvm er placeret midt i bebyggelsen med nemme adgangsforhold for alle. Det fungerer som en udvidelse af den enkelte bolig og har plads til os alle ved festlige lejligheder. Ud over at være et dejligt uformelt mødested bruges huset til mange fælles aktiviteter som f.eks. spiseklub, bridge, billard, bordtennis, læsekreds, foredrag, koncerter, sangaftener, vinsmagning, film og gymnastik.